Dag 125 - 134: Fjollerier fra 4 fjollede teenagere

English: Hi all. After arriving to Australia we met our old family friend Lisbeth, who planned to travel with us for 1 month here on this giant island. The first 3 days we stayed at her friend Joe, who had an extra house he was repairing. Lisbeth showed us sydney and its secrets. After thoes days, we rented 2 4Wheel driven trucks with tents on the roof So we startet driving up the east coast and saw alot of things. Unfortunately my time is short today, so i cant tell you about them. Ill promise to have translatet stories ready for you till next time. Else use Google translater on the texts below. Solong till you here from me again.

---------------------------------------------------------------------

Dansk: Hej snedækkede venner. Håber i stadig har internet adgang derhjemme. Jeg må informere jeg til tider er jaloux på jeres kølige klima. Her smelter vi mere og mere hver dag. Vi gør vores bedste for at venne os til vilde kryb, mega edderkopper, stegende sol og agressive myg, men vi føler os stadig lidt turistede. Jeg fik lige uploaded de første billeder fra australien, og billeder af svømmetur med delfiner fra NZ. De ligger stadig på picasa, men snart er der ikke plads til flere, så vi skifter nok album. Nyd hinandens selvskab når i har muligheden. Hilsner fra alle i vores ungdomsvan. Kasper, Anika, Lisbeth og Anton

d. 28. januar – Dag 125 – Goodbye New Zealand, hej Lisbeth

 Vi blev smidt op klokken 4, hvor taxien skulle komme og hente os, desværre havde de misforstået tidspunktet så vi kom kun ud til lufthavnen lige i tide til at checke ind og betale lufthavnsskat. Heldigvis nåede vi at få brugt de sidste NZDollars inden vores 3½ times flyvetur til Sydney. Vi fik set et par film inden flyet igen holdt stille og sikkert lige midt i Sydney. Efter at have fanget bagagen på det spindende bagagehjul fangede vi en taxi til forstadsbyen Oatley, hvor vi fandt Lisbeth med en kop cappuccino i hånden et stort smil i munden. Vi havde fået lov at bo ved hendes spejderven, Joe. han havde et tomt hus, som han var ved at sætte i stand vi kunne bo i de første par dage, mens vi faldt til i det varme Australien. Dagen stod jo stadig for, selvom det var mange timer siden vi vågnede. Efter at vi alle havde fået en lille gave af Lisbeth og vi havde givet hende et par fødselsdagsgaver, kun 1 dag forsinket, tog vi toget ind til midtbyen hvor Lisbeth viste os Botanisk have fyldt med træer, planter og vilde flagermus. Bagefter gik vi ned til havnen og så det berømte Utzon kunstværk. Lidt spøjst endelig at se operahuset med egne øjne. Efter et fantastisk gruppebillede fandt vi et sted at få lidt frokost og hvile fødderne. Efter en lækker portion lasagne til mig, gik vi ind og så entreen til byens store bibliotek, hvor der var et 3D kort af staden og aviser fra mange lande. Til slut besøgte vi en stor bogbutik, hvor far købte en billedbog til Joe og Anton Harry Potter 7 på engelsk.

d. 29. januar – Dag 126 – Walk across Harbor bridge and in a city zoo

Da hele familien på 7 var ude af sengen og havde skovlet lidt yoghurt og speciel K i maverne på alle tog vi Toget ind til den anden side af Sydney, lige efter Harbor bridge. Vi gik over broen og så ”el Opera casa” fra en helt 3. vinkel, helt fantastisk. Da vi var over broen havnede vi i Den gamle bydel af Sydney kaldt Brocks. Der var kun et par enkle gader, som ikke helt kunne hamle op med Århus. Efter at have at have shoppet lidt anisbolsjer i en lille gammel købmandsbutik begav vi os langs havnen mod Sydney Go Wildlife, zoo. Den var bygget ovenpå en cafe i 2-3 etager, hvor vi så Kænguruer, koalaer, farverige sommerfugle og 5 meter krokodille, tættere på end nogen sinde før. Da Lisbeth og jeg havde snøvlet os igennem det sidste rum gav Lisbeth lækker italiensk lige ved siden af verdens største 3D biograf (IMAX), som desværre havde fyldt salen for de næste par dage forud. Da det var ved at blive sent gik vi mod den nærmeste station, igennem chinatown. Derhjemme gik vi ned til en lille bugt og svømmede. Joe havde sagt det var en lækker hajsikret strand, men bunden var utrolig lav og meget klam så vi vendte hurtigt snuden hjem igen.

d. 30. januar – Dag 127 – Nye køretøjer til den rejsende flok

Ved 9-tiden begav, fader Poul, moder Mona, Lisbeth og jeg os med et tog et par kilometer syd på for at hente vores 2 nye biler med telte på tagene. Vi blev hentet ved stationen af en halvfed tysk mand, som sammen med sin buttede kone viste os bilerne frem med sur mine, strikshed, jokes og historier fars tålmodighed ikke helt kunne takle. Da vi endelige ved 1-tiden havde udfyldt alt og blevet anmodet om ikke at kører ud på Fraser island var vi tilbage i Joes forgård. Der gik der endnu et par timer inden vi havde knust ham, hans kone, 2 piger og lille Anthony farvel, skrevet gæstebog og taget afskedsbilledet med Joe og alle pigerne kørte vi ud i det blå / nordpå af Hovedvej 3. Vi gik en kort tur i en nationalpark i en nationalpark, hvorefter vi drønede viidere ud og fandt en campingplads i nærheden hvor vi lige inden solen gik ned fandt ud af hvordan teltene virkede og fik sat lidt mad i kog over pladsens komfur. Inden sengetid hoppede Lisbeth, Klara, Anton og jeg en tur i poolen, selvom den var helt mørkt, imens tog mor og far en kop kaffe kogt over gasblusset.

d. 31. januar – Dag 128 – I Hillsong Church, Sydney og på besøg hos farfars venner

Op af sengen og morgenmad ved 2 ustabile campingborde. Ved 9-tiden kørte vi ud for at handle og finde ind til Lisbeths kirke. En helt ny stil, det meste af familien nok ikke havde forventet og aldrig set. Vi kom ind i en kirke med plads til mange 1000 mennesker.  Der var 10 eller sangere og musikere der spillede og dansede med 3 storskærme svævende over dem, da vi kom ind 5minutter før start. Vi tog plads og stod op til et par lovsange, hvor folk mellem 10 og 40 år stod foran scenen med hænderne i vejret og dansede lidt. Det var meget forskelligt hvordan man i familien opfattede stemningen og hvad man oplevede den 1½time det hele varede. Efter gudstjenesten var der gratis kaffebar, en stor kristen bog og musik butik og masser af faste kirkegængere der havde tid at snakke. Mor, Klara og Far gik med det samme ud i kirken mens vi andre drak cappuccino og snakkede med en dame fra kirken, som gav Anika og Anton NLT versionen af det nye testamente, Anton ville dog ikke have den, så jeg fik hans. Da vi var færdige handlede vi ind og drønede videre op af nordkysten. Vi havde en eftermiddagsdate med en familie, som var venner med farfar. Da vi endelig fandt frem, med vores 15 år gamle kort gav de nachos og rosevin. Vi børn sagde nej tak, da han gav os lov til at hoppe i deres pool. Vi hyggede et par timer, så deres hus og fik gode råd om ting vi skulle se på vores færd. Vi kørte ned til en campingplads tæt på, hvor flokke af kakaduer holdt til. Et hyggeligt sted hvor vi nød vores afskedsmiddag hver for sig.

d. 1. februar – Dag 129 – De unge, på egne ben

Så fik vi endelig lov at køre fra de gamle. Far havde lovet at betale en stor del af vores tur, hvis vi lavede regnskab og gemte bonerne som bevis. Vi kørte til New Castle og fik et lidt nyere kort på turistinformationen. Bagefter spiste vi middagssandwich på en cafe med internet. Jeg fik upload’et de sidste billeder og historier fra New Zealand og de andre fik snakket med dem de holder af derhjemme. Derefter gik vi en tur i byen, så det lokale tårn med 180 trapper, fordi det havde gratis entre. Ikke noget specielt tur, men jeg skulle jo havde noget at skrive om. Vi gik tilbage igennem gågaden, pigerne købte ansigtsmasker og neglelak.  Jeg gik tilbage og hentede bilen, mens de andre handlede og vi kom sikkert ud af byen. Vi campede i en nationalpark kaldt Myall tæt ved Tea Garden. Damen i informationsbutikken i byen sagde det kostede 10 dollars pr. mand pr. nat + 7 for bilen, hvis rangeren fandt os. Desuden sagde hun, at hvis man stod tidligt op kunne man måske snige sig uden om ham. Vi fandt en lille øde plads derinde med biotoilet og adgang til stranden. Vi fik sat teltene op og hoppede i badetøjet. Men da vi begav os op over 1. klit fandt vi ud af det var lignede råbjerg mile mere end en normal strand.

d. 2. februar – Dag 130 – Tidligt op og på togt til Port Macquire

Pigerne vækkede mig og Anton klokken 6 og vi pakkede hurtigt sammen og sneg os ud af parken. I Tea Garden fandt vi et lækkert lookout på toppen af en bakke, hvor vi spiste en velfortjent flugt morgenmaden. Bagefter kørte vi ellers til og nåede til Port Macquire ved 11-tiden. Vi gik en tur, så et gratis museum (bare et enkelt rum) om den første til at tegne et kort over australiens kyst. Vi gik en tur langs havnen og så på sten, som folk havde malet på ved specielle lejlighedder. Sådan fik vi tiden til at gå til klokken tolv, hvor vi holdte en lille picnic ved havnen og spiste en masse pestomadder. Derefter kørte vi videre mod campingpladsen ved South West Rock, lavede Pitabrød og smuttede i seng da det begyndte at øse ned.

d. 3. februar – Dag 131 – Are we there yet?

Jeg fik trumfet igennem og fik de andre overtalt til at køre langt i dag, så vi kunne nå til Byron Bay på en dag, hvilket nok normalt ville have taget 2 dage. Lisbeth og jeg tog skift som altid, hvor vi skiftedes til at køre og finde vejen på kortene. Sen eftermiddag efter et grønsagsmarked og en tur i storcenter nåede vi frem til Lennox head, som er en lille strandby lidt syd for Byron Bay, hvor vi fandt en fin og dejlig omgivet campingplads til kun 28 Dollars pr. nat (ca. 130 kr.). Det var helt mørkt før vi havde fået lavet aftensmad, mig og Anton havde testet bølgerne og Anika og Lisbeth havde lagt ansigtsmasker og neglelak på hinanden. Så meget mere var der ikke at komme efter den dag.

d. 4. februar – Dag 132 – Surfing Australia

Dagen før havde vi meldt os alle til 3 timers surfing ved den lokale strand med instruktør hos Mojosurfing. Desværre kunne Anika ikke finde sit badetøj så hun blev oppe på campingpladsen, ”chekkede” mail og gik en tur ned og så hvad turistbyen havde at byde på. Da vi lidt over middag kom tilbage med grin og gode nye minder snuppede vi en middagsmad og brugte ellers dagen ret afslappet. Hen på eftermiddagen gik Lisbeth, Anika og Jeg en 2-3 km tur rundt om søen der lå lige imellem havet og campingpladsen. I aftenskumringen nåede vi lige et spil Hjerterfri – (også kendt under navnet fedtemadder). Vi havde en sjov aften, selvom det blæste op og Anikas små fe-kort så ud som om de alle var ved at flyve tilbage til Ønskeøen.

d. 5. februar – Dag 133 – En ny finne bag i bilen

Hu hej ud af fjerene drenge! Pigerne havde lavet en lille portion havregrød med æbler til os før de vækkede os, hvor herligt. Efter opvasken og et morgenbad til mig kørte vi mod Brisbane, hvor vi fandt Lisbeth finlandske veninde (Minna), hun havde mødt på en spejderlejr en måned tidligere. Vi spiste en Subway sandwich sammen før vi tog ind i et Hurlumhejhus, med masser af lys og spejle. En Sjov og anderledes måde at bruge en time på i den varme by (Stedet hed Infinity). Efter at havde grinet og fjollet os igennem dagens aktivitet kørte vi over og hentede Minnas bagage. Vi campede i udkanten af Brisbane, en af de største byer på øen. Vi kom tidligt så der var tid til at slappe af og nå en tur i poolen. Om aftenen tog vi i den lokale Hillsong kirke, som holdt gudstjeneste om fredagen, for dem der ikke havde fri om søndagen. Det var meget som i Sydney, bare kirken var 4 gange mindre. Efter kirke fik Minna en bibel, jeg drak en kop kaffe, vi snakkede med folk og nød aftenen før vi rullede hjem til campingpladsen.

d. 6. februar – Dag 134 – Gåtur i Brisbane og genforening med de gamle

Da alt var pakket rullede vores lille kørende hus ind i Brisbane midtby på jagt efter en parkeringsplads. Da vi endelig fandt en, på en lille sidegade, begav vi os ud på en citywalk, rundt i byens mest interessante gader (ifølge Lonely Planet). Efter vi havde set et gammelt postkontor og en katedral reserverede Minna en Busbillet videre. Vi tog færgen over byens kanal og så firben og springvand på den anden side af byen. Om eftermiddagen sagde vi farvel til Minna og kørte mod Paradis Beach, hvor vi sent om aftenen mødte Klara, far og mor på en campingsplads, tæt ved færgen til Fraser island. Aftenen stod på røvhul, historier og burgerer.

  

Dag 114 - 124: Oplevelser fra Queenstown og Christchurch

English: Hi again all you non-danish fellows. Great news from the southern New Zealand. We have been hiking, watching the pancakerocks, swimming in huge waves, walking on a famous big ice Bree (Franz Josef). The 21th of January we went out flying helicopter, river rafting, bungy jumping all in 1 day while mom and Klara took a sail trip in the lake on some canoes filled with air. in thoes days we went from the West coast, to Queenstown and ended up saying goodbye to Anikas boyfriend Jakob, in Christchurch. We've had a bounch of new and very unique experiences here, but when i write this we are allready living out new things in our 2 4-wheeldriven Trucks in Australia. Youll here more about that when we see you again. Ohh new pictures online aswell, check the adress in the site bar or at earlier blogs. So long.

----------------------------------------

Dansk: Hej venner og familie. Undskyld tiden er fløjet. Vi er kommet godt til australien. Lisbeth (vores nye rejsepartner), Anika, Anton og jeg sidder i en 4-hjulstrukket bil for os selv på vej op ad øst kysten (Pacific Highway 1). Det dejligt at være lidt væk fra de gamle, men vi ved nu stadig ikke om Anton kan klarer at undværer dem i en uge til vi ses på Fraser island. Der kommer snart de sidste billeder fra NZ, så check også albummet hvis i kan klarer flere end de 3000 som allerede er der.

d. 17. januar – Dag 114 – Pandekagesten og bølgebrus

 Morgenkøreturen førte os til Pancakerocks. Et kendt naturfenomen på sydøen, hvor klipperne er formet af mange års ustabil undergrund og bølgerslag fra det store hav. Efter at have nydt en muffin og fodret anikas tæer med brødkrummer kørte vi til en by ved navn Hotika. Om eftermiddagen kom vi ud til  en badestrand, med vilde bølger og dejlig sol. Trods vandet var koldt, sloges Anton, Jakob, Daddy og jeg imod bølgerne for godt en time, inden vi gav op. Derefter gik vi en tur i regnskoven 3-5 km, på de gamles ordrer. Derefter kørte vi mod en campingplads tæt ved Franz Josef gletcheren, hvor velkomstkomiteen på 100 malkekøer stod klar til at hilse os ved campingpladsens hegn.

d. 18. januar – Dag 115 – Christensen på glatis, en ny disney klassiker

I dag stod den på en helt ny slag oplevelse. Ved 11-tiden kom en bus og samlede os op. Den tog os til downtown, hvor vi på et kontor blev ”briefet” om dagens vandring sammen med 32 andre turister. Vi fik vandrestøvler, regnjakke og en pose med pigge, der kunne monteres til skoene. Vi havde nok 2 timers vandring på isen i grupper på 3 fartsniveauer, mig og Anton blev smidt i gruppe A, da de manglede 2. Det var jeg lidt træt af i starten, da jeg allerede efter den 1 times vandring på jorden i lånte støvler havde en gigant vabel på hælen. Men det var en fed oplevelse. Vi gik op og ned af trapper, spalter og reb. Bygget så turisterne kunne komme op og ned. Vores guide havde lige været på hospitalet, pga. en smadret knogle i benet, men han var klar på nye eventyr igen. Af og til kom en lille regnbyge, men regnjakkerne virkede super godt. I en tunnel, hvor jeg ville tage et billede af Anton, sank min fod ned i et hul, så jeg fik vand et stykke op af benet, men det blev hurtigt tørt. Efter at have hørt fra de andres tur (vi så dem ikke rigtig på bjerget, efter de havde gået med gruppe B), blev vi kørt tilbage til campingspladsen og tog videre på rejsen (til Haast Beach).

d. 19. januar – Dag 116 – Ankomst til Queenstown og en tur i labyrint

Mor og far stod op ved 6-tiden og kørte afsted mod Queenstown, da vi stadig havde mange kilometer at tilbagelægge. Da vi et par timer senere vågnede var vi ved et sted kaldt Puzzle World. Det var et eksperimenthus, med en 2-lags meget stor labyrint. Vi væltede rundt en times tid før de fleste af os fandt igennem, jeg klarede den faktisk ikke helt. Derefter kørte vi videre til en campingsplads i Queenstown. Mor, far og Klara tog op på toppen af et bjerg lige bag ved camperen og så på bungy jumps, så på paraglider og kørte i go-carts. Vi andre handlede og lavede aftensmad. Resten af dagen gik med hygge i camperen, film og computerspil.

d. 20. januar – Dag 117 – Endnu en slapper dag

For første gang i lange tider, fik jeg en løbetur fra morgenstunden af. Anton og Klara blev smidt i lektieværksted. Anika og Jakob gik i byen og slappede af. Jeg fandt dem et par timer senere, da jeg selv gik en tur, vi gik i biografen og så tandfeen, spiste pizza og købte sko til Anika. Senere på dagen tog Anika, Klara og far en løbetur ned til søen og fik en dukkert. Til aftensmad spiste vi grillmad og drak lokal hvidvin. De gamle faldt i snak med nogle danske turister, som havde nogle piger på Klaras alder. Alle undtagen Anika og Jakob spillede rundbold på rugbybanen til vi var helt udkørte.

d. 21. januar – Dag 118 – Action og Adventure – Alt i alt en adrenalinfyldt dag

Når man er på farten er dagen ikke altid lang nok til alting, så hvad er det eneste man kan gøre ved det? Dele sig op i hold og dele oplevelserne om aftenen. Og det var præcis hvad der skete i dag. Først, kort om hvad Team mommy and Klare oplevede. De tog med en bus ud til en sø. Blev smidt i en Jetbåd, ikke den fedeste oplevelse da det allerede var prøvet tidligere. Derefter fik de redningsvester og våddragter på og kom i nogle oppustelige kanoer. De var sjove men ustabile, de sejlede resten af dagen på søen, spiste lækker frokostbuffet og svømmede. Elite holdet, som var resten af os startede dagen, med adrenalinchok nummer 1. Et bungy jump (udspring med elastik bundet til benene) fra Kawarau Bridge, stedet hvor bungy jump blev opfundet. Efter en tids spekuleren og gloen på de andre springere blev vi enige om at tage springet alle som en. 43m fra broen og ned i flodens dyb gik det. Jeg var forrest, så far lige kunne tage nogle billeder af mig før han gik op i køen, desværre ramte han ikke så godt. Derefter kom Jakob, Anika og Anton, fangede dem alle sammen nogenlunde, men de kiggede jo ikke rigtig på kameraet (hmm. tænkte de måske

på noget andet de 32 sekunder det varede før man kunne trække sig ned i båden?). Da alle havde fortalt        om deres sidste tanker da de slap kontakten med jorden og vi havde grinet længe af far der tøvede 1 minut før han hoppede tog vi tilbage til campingpladsen. Efter en hurtig mellemmad tog vi med helikopter ( en del af en  kombi billet) til stedet hvor dagens rafting (en gummibåd man sejler ned ad en mere eller mindre kraftig flod) tur stod for. Floden var en niveau 3-5, dvs. der var ingen vandfald men masser af ”rapids” (steder hvor strømmen blev koncentreret mellem skarpe klipper). Vi sejlede i 1½ time ned ad floden sammen med 2 australiere og vores guide. Flere gange hoppede mig, Anton og Jakob overbord og tog en flyder i vores redningsvest + våddragt. Vi var alligevel plaskvåde af de bølger der kom ind i båden ved de vildere rapids. Rejsens mest vågede tur so far, gav adrenalin nok til et par dage.

d. 22. januar – Dag 119 – Så er der nåle og flyvende laks

Som vi havde set frem til med frygt i øjnene ventede vores 3. omgang Hepatitis A og B os i dag.  Efter Anika, som frygtede det næsten mere end riverraftingfloden kom også igennem det med Jakob i hånden. Vi kørte lige en smut ud, så Klara og mor kunne se hvor vi sprang bungy jump dagen før. Derefter gik satte vi kursen mod lake Tekapo. Vi stoppede lige og fodrede nogle springende laks i et lakseopdrat, ved middagstid. Efter at havde købt ind i den lille by ved søen, campede vi , sejlede i kajak og dovnede hver på sin måde resten af aftenen.

d. 23. januar – Dag 120 – Frøken farmands fornemmelse for hike

Morgenstunden stod på en hike op på bjerget, st. John, hvor der lå et stort stjerneobservatorie. Desværre havde de ikke åbnet så tidligt så vi nød bare udsigten og traveturen op og ned. Da 3 timer var gået med masser af natur tog vi et ordentligt stykke af turen mod Christchurch. Det endte faktisk med vi nåede helt derop på resten af dagen og tog ud og campede igen. Det er så hyggeligt at ”campe” ikke?

d. 24. januar – Dag 121 – Farvel Jakob

Tidligt om morgenen afleverede vi Jakob hos hans veninde der studerede i byen. Derefter tog vi i kirke, en gammel stenkirke, med en tyk bønne-bog og fast stå-op / sit-ned traditioner. Da nadveren var indtaget og alle tilgivet for deres slemme synder, dragede vi videre til en campingplads lidt fra byen. Lige over for pladsen var der et sted kaldt Adrenalin forrest. En skov, hvor vi alle fik spændt klatrebælter om maven og sendt ud på en forhindringsbane i træerne. Niveauet steg ligeså still fra 1½m til 20m. De sidste par baner hvor vi kom helt op sagde mor og Klara fra, mens vi andre rystede af højdeskræk oppe i svævebaner og edderkoppenet 20m over jorden. Far fandt ud af campingpladsen havde 3 forhindringsløb og udlovede 100 dollars til dem der kunne klara den mellemste på 1 time startende fra halv 5 om natten. Mig, Anika og Anton tog udfordringen op, så jeg blev op hele natten og lod de andre sove til klokken 4 (ellers ville jeg aldrig komme op). Desværre brugte vi en ½ time på at finde starten og endnu en time på at finde post 9 som på mystisk vis var flyttet sig om bag en nærliggende bakke (informerede Klara og mor efter deres tur da vi vågnede igen). Efter 3 timers søvn, en ekspresso og en energidrik var jeg klar til endnu en dags strabadser.

d. 25. januar – Dag 122 – Vi camper for hårdt!

En total camping agtig dag stod på. De fleste af os tog et spil minigolf og en tur i bølgerne, far løb de 2 nemme o-løb på et par timer. Efter middag udfordrede far mig til en duel på det sværeste og længste o-løb, hvor rangeren på pladsen havde skrevet at 2-3 poster var umulige at find / tilgroet i gyvel. Efter lidt pres accepterede jeg udfordringen. Far med ømme ankler efter 2 løb og mig, lidt døsig efter kun få timers søvn. Efter næsten to timers kamp, hvor vi af og til hjalp hinanden med en post nåede vi tilbage. jeg 10min før far og med alle posterne fundet og gennembankede ben, efter mange hundrede meters løb igennem tæt og voldsomt krat. Far kom lidt senere, men manglede stadig 2 poster han havde opgivet undervejs, for ikke at komme alt for langt bagud. Stor sejr for den lille Kasper. Efter et bad kørte vi til en lækker havneby, kaldt Akaroa, hvor vi nød vores mest udsøgte måltid mad i lange tider på en hyggelig lille fiskerestaurant med havudsigt. Mætte og trætte trillede vi lidt uden for byen og blev indlogeret på en campingplads.

d. 26. januar – Dag 123 – Danser med delfiner

Om morgenen kørte vi ned på havnen for at se hvad man kunne opleve i den lille by. Det helt store viste sig at være en bådtur ud på vandet med mulighed for en svømmetur med delfiner. Efter at havde sejlet lidt rundt fandt vi en flok på 6-7 stykker. En efter en hoppede vi i det 100m dybe vand med våddragter på og dykkerbriller om halsen. 45minutter lå vi i vandet mens båden sejlede omkring og sagde hvor delfinerne ville komme fra næste gang. Det var en vild oplevelse når 2-3 delfiner kom svømmende på begge sider af en, af og til lige foran næsen på en så man kunne gribe dem, desværre ville det bare skramme dem væk så vi holdt fingrene for os selv. Efter en lækker is på havnen kørte vi igen til Christchurch og fandt vores sidste campingplads på NZ. Ved velsignet held var der en pakke fra Bindslev, med et brev fra den 21. december og 7 poser dejlig Haribo. Mmmh dansk lakrids. De havde bare sendt det til en tilfældig campingplads i NZ, så godt vi valgte den som vores sidste overnatningssted.

d. 27. januar – Dag 124 – En tur til verdens mest sydlige land

Da ingen havde nogle gode planer for den sidste dag i NZ tog vi ind i Christchurch midtby og fandt et antarktis museum, hvor der var en masse at lave for mennesker i alle aldre. Anika blev forlovet med en stor bamsepengvin, som kom og gav hende en humørsring, vi kom ind i et rum med is og sne og en lille iglo, så film og læste en del om hvordan hele verden arbejder sammen for at forske på dette på steder -72 grader kolde sted. Klara tog en backstage tur, så en baby pingvin tæt på, hvorefter vi afsluttede med en tur i et ægte antarktisk bæltekøretøj. Derefter afleverede vi camperen igen og flyttede ind i en campinghytte for natten.