English: Hi again all you non-danish fellows. Great news from the southern New Zealand. We have been hiking, watching the pancakerocks, swimming in huge waves, walking on a famous big ice Bree (Franz Josef). The 21th of January we went out flying helicopter, river rafting, bungy jumping all in 1 day while mom and Klara took a sail trip in the lake on some canoes filled with air. in thoes days we went from the West coast, to Queenstown and ended up saying goodbye to Anikas boyfriend Jakob, in Christchurch. We've had a bounch of new and very unique experiences here, but when i write this we are allready living out new things in our 2 4-wheeldriven Trucks in Australia. Youll here more about that when we see you again. Ohh new pictures online aswell, check the adress in the site bar or at earlier blogs. So long.
----------------------------------------
Dansk: Hej venner og familie. Undskyld tiden er fløjet. Vi er kommet godt til australien. Lisbeth (vores nye rejsepartner), Anika, Anton og jeg sidder i en 4-hjulstrukket bil for os selv på vej op ad øst kysten (Pacific Highway 1). Det dejligt at være lidt væk fra de gamle, men vi ved nu stadig ikke om Anton kan klarer at undværer dem i en uge til vi ses på Fraser island. Der kommer snart de sidste billeder fra NZ, så check også albummet hvis i kan klarer flere end de 3000 som allerede er der.
d. 17. januar – Dag 114 – Pandekagesten og bølgebrus
Morgenkøreturen førte os til Pancakerocks. Et kendt naturfenomen på sydøen, hvor klipperne er formet af mange års ustabil undergrund og bølgerslag fra det store hav. Efter at have nydt en muffin og fodret anikas tæer med brødkrummer kørte vi til en by ved navn Hotika. Om eftermiddagen kom vi ud til en badestrand, med vilde bølger og dejlig sol. Trods vandet var koldt, sloges Anton, Jakob, Daddy og jeg imod bølgerne for godt en time, inden vi gav op. Derefter gik vi en tur i regnskoven 3-5 km, på de gamles ordrer. Derefter kørte vi mod en campingplads tæt ved Franz Josef gletcheren, hvor velkomstkomiteen på 100 malkekøer stod klar til at hilse os ved campingpladsens hegn.
d. 18. januar – Dag 115 – Christensen på glatis, en ny disney klassiker
I dag stod den på en helt ny slag oplevelse. Ved 11-tiden kom en bus og samlede os op. Den tog os til downtown, hvor vi på et kontor blev ”briefet” om dagens vandring sammen med 32 andre turister. Vi fik vandrestøvler, regnjakke og en pose med pigge, der kunne monteres til skoene. Vi havde nok 2 timers vandring på isen i grupper på 3 fartsniveauer, mig og Anton blev smidt i gruppe A, da de manglede 2. Det var jeg lidt træt af i starten, da jeg allerede efter den 1 times vandring på jorden i lånte støvler havde en gigant vabel på hælen. Men det var en fed oplevelse. Vi gik op og ned af trapper, spalter og reb. Bygget så turisterne kunne komme op og ned. Vores guide havde lige været på hospitalet, pga. en smadret knogle i benet, men han var klar på nye eventyr igen. Af og til kom en lille regnbyge, men regnjakkerne virkede super godt. I en tunnel, hvor jeg ville tage et billede af Anton, sank min fod ned i et hul, så jeg fik vand et stykke op af benet, men det blev hurtigt tørt. Efter at have hørt fra de andres tur (vi så dem ikke rigtig på bjerget, efter de havde gået med gruppe B), blev vi kørt tilbage til campingspladsen og tog videre på rejsen (til Haast Beach).
d. 19. januar – Dag 116 – Ankomst til Queenstown og en tur i labyrint
Mor og far stod op ved 6-tiden og kørte afsted mod Queenstown, da vi stadig havde mange kilometer at tilbagelægge. Da vi et par timer senere vågnede var vi ved et sted kaldt Puzzle World. Det var et eksperimenthus, med en 2-lags meget stor labyrint. Vi væltede rundt en times tid før de fleste af os fandt igennem, jeg klarede den faktisk ikke helt. Derefter kørte vi videre til en campingsplads i Queenstown. Mor, far og Klara tog op på toppen af et bjerg lige bag ved camperen og så på bungy jumps, så på paraglider og kørte i go-carts. Vi andre handlede og lavede aftensmad. Resten af dagen gik med hygge i camperen, film og computerspil.
d. 20. januar – Dag 117 – Endnu en slapper dag
For første gang i lange tider, fik jeg en løbetur fra morgenstunden af. Anton og Klara blev smidt i lektieværksted. Anika og Jakob gik i byen og slappede af. Jeg fandt dem et par timer senere, da jeg selv gik en tur, vi gik i biografen og så tandfeen, spiste pizza og købte sko til Anika. Senere på dagen tog Anika, Klara og far en løbetur ned til søen og fik en dukkert. Til aftensmad spiste vi grillmad og drak lokal hvidvin. De gamle faldt i snak med nogle danske turister, som havde nogle piger på Klaras alder. Alle undtagen Anika og Jakob spillede rundbold på rugbybanen til vi var helt udkørte.
d. 21. januar – Dag 118 – Action og Adventure – Alt i alt en adrenalinfyldt dag
Når man er på farten er dagen ikke altid lang nok til alting, så hvad er det eneste man kan gøre ved det? Dele sig op i hold og dele oplevelserne om aftenen. Og det var præcis hvad der skete i dag. Først, kort om hvad Team mommy and Klare oplevede. De tog med en bus ud til en sø. Blev smidt i en Jetbåd, ikke den fedeste oplevelse da det allerede var prøvet tidligere. Derefter fik de redningsvester og våddragter på og kom i nogle oppustelige kanoer. De var sjove men ustabile, de sejlede resten af dagen på søen, spiste lækker frokostbuffet og svømmede. Elite holdet, som var resten af os startede dagen, med adrenalinchok nummer 1. Et bungy jump (udspring med elastik bundet til benene) fra Kawarau Bridge, stedet hvor bungy jump blev opfundet. Efter en tids spekuleren og gloen på de andre springere blev vi enige om at tage springet alle som en. 43m fra broen og ned i flodens dyb gik det. Jeg var forrest, så far lige kunne tage nogle billeder af mig før han gik op i køen, desværre ramte han ikke så godt. Derefter kom Jakob, Anika og Anton, fangede dem alle sammen nogenlunde, men de kiggede jo ikke rigtig på kameraet (hmm. tænkte de måske
på noget andet de 32 sekunder det varede før man kunne trække sig ned i båden?). Da alle havde fortalt om deres sidste tanker da de slap kontakten med jorden og vi havde grinet længe af far der tøvede 1 minut før han hoppede tog vi tilbage til campingpladsen. Efter en hurtig mellemmad tog vi med helikopter ( en del af en kombi billet) til stedet hvor dagens rafting (en gummibåd man sejler ned ad en mere eller mindre kraftig flod) tur stod for. Floden var en niveau 3-5, dvs. der var ingen vandfald men masser af ”rapids” (steder hvor strømmen blev koncentreret mellem skarpe klipper). Vi sejlede i 1½ time ned ad floden sammen med 2 australiere og vores guide. Flere gange hoppede mig, Anton og Jakob overbord og tog en flyder i vores redningsvest + våddragt. Vi var alligevel plaskvåde af de bølger der kom ind i båden ved de vildere rapids. Rejsens mest vågede tur so far, gav adrenalin nok til et par dage.
d. 22. januar – Dag 119 – Så er der nåle og flyvende laks
Som vi havde set frem til med frygt i øjnene ventede vores 3. omgang Hepatitis A og B os i dag. Efter Anika, som frygtede det næsten mere end riverraftingfloden kom også igennem det med Jakob i hånden. Vi kørte lige en smut ud, så Klara og mor kunne se hvor vi sprang bungy jump dagen før. Derefter gik satte vi kursen mod lake Tekapo. Vi stoppede lige og fodrede nogle springende laks i et lakseopdrat, ved middagstid. Efter at havde købt ind i den lille by ved søen, campede vi , sejlede i kajak og dovnede hver på sin måde resten af aftenen.
d. 23. januar – Dag 120 – Frøken farmands fornemmelse for hike
Morgenstunden stod på en hike op på bjerget, st. John, hvor der lå et stort stjerneobservatorie. Desværre havde de ikke åbnet så tidligt så vi nød bare udsigten og traveturen op og ned. Da 3 timer var gået med masser af natur tog vi et ordentligt stykke af turen mod Christchurch. Det endte faktisk med vi nåede helt derop på resten af dagen og tog ud og campede igen. Det er så hyggeligt at ”campe” ikke?
d. 24. januar – Dag 121 – Farvel Jakob
Tidligt om morgenen afleverede vi Jakob hos hans veninde der studerede i byen. Derefter tog vi i kirke, en gammel stenkirke, med en tyk bønne-bog og fast stå-op / sit-ned traditioner. Da nadveren var indtaget og alle tilgivet for deres slemme synder, dragede vi videre til en campingplads lidt fra byen. Lige over for pladsen var der et sted kaldt Adrenalin forrest. En skov, hvor vi alle fik spændt klatrebælter om maven og sendt ud på en forhindringsbane i træerne. Niveauet steg ligeså still fra 1½m til 20m. De sidste par baner hvor vi kom helt op sagde mor og Klara fra, mens vi andre rystede af højdeskræk oppe i svævebaner og edderkoppenet 20m over jorden. Far fandt ud af campingpladsen havde 3 forhindringsløb og udlovede 100 dollars til dem der kunne klara den mellemste på 1 time startende fra halv 5 om natten. Mig, Anika og Anton tog udfordringen op, så jeg blev op hele natten og lod de andre sove til klokken 4 (ellers ville jeg aldrig komme op). Desværre brugte vi en ½ time på at finde starten og endnu en time på at finde post 9 som på mystisk vis var flyttet sig om bag en nærliggende bakke (informerede Klara og mor efter deres tur da vi vågnede igen). Efter 3 timers søvn, en ekspresso og en energidrik var jeg klar til endnu en dags strabadser.
d. 25. januar – Dag 122 – Vi camper for hårdt!
En total camping agtig dag stod på. De fleste af os tog et spil minigolf og en tur i bølgerne, far løb de 2 nemme o-løb på et par timer. Efter middag udfordrede far mig til en duel på det sværeste og længste o-løb, hvor rangeren på pladsen havde skrevet at 2-3 poster var umulige at find / tilgroet i gyvel. Efter lidt pres accepterede jeg udfordringen. Far med ømme ankler efter 2 løb og mig, lidt døsig efter kun få timers søvn. Efter næsten to timers kamp, hvor vi af og til hjalp hinanden med en post nåede vi tilbage. jeg 10min før far og med alle posterne fundet og gennembankede ben, efter mange hundrede meters løb igennem tæt og voldsomt krat. Far kom lidt senere, men manglede stadig 2 poster han havde opgivet undervejs, for ikke at komme alt for langt bagud. Stor sejr for den lille Kasper. Efter et bad kørte vi til en lækker havneby, kaldt Akaroa, hvor vi nød vores mest udsøgte måltid mad i lange tider på en hyggelig lille fiskerestaurant med havudsigt. Mætte og trætte trillede vi lidt uden for byen og blev indlogeret på en campingplads.
d. 26. januar – Dag 123 – Danser med delfiner
Om morgenen kørte vi ned på havnen for at se hvad man kunne opleve i den lille by. Det helt store viste sig at være en bådtur ud på vandet med mulighed for en svømmetur med delfiner. Efter at havde sejlet lidt rundt fandt vi en flok på 6-7 stykker. En efter en hoppede vi i det 100m dybe vand med våddragter på og dykkerbriller om halsen. 45minutter lå vi i vandet mens båden sejlede omkring og sagde hvor delfinerne ville komme fra næste gang. Det var en vild oplevelse når 2-3 delfiner kom svømmende på begge sider af en, af og til lige foran næsen på en så man kunne gribe dem, desværre ville det bare skramme dem væk så vi holdt fingrene for os selv. Efter en lækker is på havnen kørte vi igen til Christchurch og fandt vores sidste campingplads på NZ. Ved velsignet held var der en pakke fra Bindslev, med et brev fra den 21. december og 7 poser dejlig Haribo. Mmmh dansk lakrids. De havde bare sendt det til en tilfældig campingplads i NZ, så godt vi valgte den som vores sidste overnatningssted.
d. 27. januar – Dag 124 – En tur til verdens mest sydlige land
Da ingen havde nogle gode planer for den sidste dag i NZ tog vi ind i Christchurch midtby og fandt et antarktis museum, hvor der var en masse at lave for mennesker i alle aldre. Anika blev forlovet med en stor bamsepengvin, som kom og gav hende en humørsring, vi kom ind i et rum med is og sne og en lille iglo, så film og læste en del om hvordan hele verden arbejder sammen for at forske på dette på steder -72 grader kolde sted. Klara tog en backstage tur, så en baby pingvin tæt på, hvorefter vi afsluttede med en tur i et ægte antarktisk bæltekøretøj. Derefter afleverede vi camperen igen og flyttede ind i en campinghytte for natten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar